HUS
Af Julie Lützen

Julie udforsker rumlige fænomener og er optaget af oplevelsen af rum og rummet som billedflade. Rummeligheder der står i forhold til hinanden, smelter ind i hinanden, eller er hinandens forudsætninger.
Farvestærke abstrakte felter, enkle kvadratiske former, der med diagonale streger danner rum. Rummene og linerne fortsætter indimellem ud af rammen og indikerer muligheden for andre verdener end den indenfor maleriets ramme.
En trappe, et vindue eller en dør, der skaber en arkitektonisk struktur ovenpå eller i den malede billedflade, og danner et rum i rummet, eller indikerer skjult verden nedenunder.
Rummene er for det meste tomme. Som om de aldrig er blevet beboet. Rummene kan være scene for betragterens egen fortælling eller lærred for egne forestillinger. Konkret kan rummene være digtede, konstruerede, erindringer om rum eller reelle rum eksempelvis Julies lejlighed. Rummene er farverige og malet med en bred pallette af farver, uden farver ville verden være grå. Farverne skaber stemninger og rum.

Julie Lützen (født 1978 og uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole, afgang 2007) bor og arbejder i Kbh. Hun arbejder i krydsfeltet mellem arkitektur, kunst og grafik med en scenografisk tilgang til de projekter hun medvirker i - ofte projekter på tværs af disciplinerne og på tværs af skalaerne. Med baggrund i denne lyst til at skabe oplevelser for brugeren og hendes interesse i rummet som billedflade for iscenesættelse, har hun endvidere medvirket i udviklingen og gennemførelsen af forskellige tværfaglige projekter i tegnestueregi og i samarbejde med andre arkitekter og designere.


Fatal error: Class 'statistics' not found in /mounted-storage/home85/sub006/sc49352-YWJG/helvetikat-web/ndxz-studio/common.php on line 73